Bestyrelsens beretning
2025-26
Vi vil som altid starte med at byde ny medlemmer velkommen – vi håber, at I vil nyde jeres sommerhus i Lisevang73 lige så meget som alle vi, der allerede er her. Heldigvis har vi her både medlemmer i alle aldersgrupper og mange måder at bruge området på – det bidrager til, at her er så rart at være.
Generalforsamlingen i 2025 forløb som vanligt i god ro og orden med en dejlig brunch serveret på Maku.
Bestyrelsen konstituerede sig som hidtil
Formand Charlotte Woodall
Næstformand og sekretær Kurt Elmegaard
Kasserer Morten Petersen
Medlemmer Aase Hill-Madsen og Hans Peter Jørgensen
Suppleanter er Birgitte Westrup Wittendorff og Winnie Burchardt Pedersen
Revisorer er Boje Møller og Erik Fehmerling
Revisorsuppleanter er Theodor Petersen og Poul Woodall
Vores forening blev startet i 1973 og indtil for nylig var her stadig medlemmer, som havde været med fra den stiftende generalforsamling. Eva og Boje Møller valgte sidste år at sælge deres hus på Nansensvej og vi siger dem tak for mange års arbejde for foreningen. Boje var med i den første bestyrelse og har siden fungeret som revisor i mange år indtil sidste år, mens Eva har været formand. Tak til jer og god vind fremover.
Desværre måtte vi sidste år også sige farvel til Margit Larsen som døde i november og blev bisat i Melby. Margit var kasserer i foreningen fra 1973-2007 og boede her fast de sidste mange år. Hun deltog altid aktivt i generalforsamlingerne og var aktiv som sanger i tre kirkekor i området. Vi vil savne Margit.
Sidste år blev der udtrykt ønske om at vi satte skilte op med hastighedsbegrænsning. Dette har vi gjort ved alle indfaldsveje til området.
Bestyrelsen har i mange år ønsket, at regler m rabatter, veje, træhøjder etc blev overholdt og vi har mindet herom mange gange. Da vi ikke har nogen påtaleret, men blot kan vejlede, har vi videregivet opgaven til Halsnæs Kommune, som har været på tilsyn og udstedt påbud til forskellige grundejere. Herefter kan vi som forening ikke gøre mere.
Som et resultat er bl a huller i asfalten på Albrecht Jensensvej blevet repareret og forhåbentlig vil hullet i græsrabatten efter fibernedgravning (ligeledes på Albrecht Jensensvej ved Finsensvej) også blive ordnet af entreprenøren. Kommunen vil følge op på tilsynet.
Vi fik hentet grenaffald i november og det skete denne gang næsten uden problemer. Vognmanden havde blot enkelte steder besvær med at nå grenene med grabben – det tager tid at skulle arbejde på den måde og vi betaler timeløn. Fremover må vi igen bede om, at man lægger grene i så store bunker som muligt og helt fri af overhængende grene. På vores hjemmeside ligger billede af hvordan det ser ud, når der arbejdes.
Den entreprenør, der hidtil har fejet veje er gået på pension og ny skulle findes. Dette har vist sig at være alt andet end nemt. Tilsyneladende fejer man ikke med de store koste længere, så vi var heldige endelig at finde en der kunne udføre arbejdet. Da der er gået længere tid denne gang og da græsset flere steder er vokset meget langt ud over asfalten, ser det nu sine steder ikke så pænt ud. Vi må bede om at man holder asfalten fri for græs, så den ikke ødelægges tidligt.
Vores dræn i vejene tilses jævnligt og spules ved behov fri for slam og okker. De fungerer upåklageligt.
Vinteren i år har været meget kold og flere steder i Liseleje har Asserbo By Vandværk konstateret sprængte vandrør. Det er vigtigt at slukke for vand og evt tømme rørene, når man ikke er i huset i de kolde perioder. Svigt i elforsyningen kan betyde at et ellers opvarmet hus pludselig ikke er så varmt længere.
Bestyrelsen har ønsket at genbesøge både Vedtægter og Ordensregler, så de passer til den tid vi befinder os i. Ingen øvrige medlemmer har indsendt forslag, så det reviderede forslag fra bestyrelsen vil blive præsenteret på generalforsamlingen til vedtagelse på en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling.
I forbindelse med sit arbejde har bestyrelsen tegnet en bestyrelsesansvarsforsikring.
Foreningens regnskaber er sunde og vi regulerer kontingentet som det anses for nødvendigt. Da opkrævning af kontingent foregår ved kommunens mellemkomst, er der ingen restancer. Bestyrelsen vil indstille til generalforsamlingen at kontingentet for 2027 fastsættes til 750kr.
Vi ønsker alle en dejlig sommer
Bestyrelsen
Lisevang73
www.lv73.dk