VEDTÆGTER FOR “LISEVANG 73”
Grundejerforeningen for fritidsområdet
Navn, hjemsted og formål
§1. Foreningens navn er ”Lisevang 73”, grundejerforeningen for fritidsområdet.
§2. Foreningens hjemsted er Halsnæs Kommune under Hillerød Ret, der er foreningens værneting.
§3. Stk 1 Grundejerforeningens formål er at varetage medlemmernes nuværende og fremtidige fælles interesser af enhver art i forbindelse med de under foreningens område hørende ejendomme.
Stk 2 Grundejerforeningen er berettiget til at fremskaffe og administrere de midler, der skal anvendes til realisering af foreningens formål, herunder fastsætte nærmere regler for, hvorledes medlemmerne skal betale bidrag, samt til at underskrive og lade tinglyse deklarationer med eller uden pant.
Stk 3 De af foreningen til gennemførsel af nævnte foreningsformål trufne bestemmelser er fuldt bindende for de enkelte medlemmer. Foreningen er pligtig efter påkrav at tage skøde på eventuelle fællesarealer m.v. med derpå værende anlæg.
Stk 4 Foreningens bestyrelse skal være berettiget til at udfærdige et ordensreglement.
Medlemmerne og disses forhold til foreningen
§3. Stk 1 Foreningens medlemmer er de til enhver tid værende ejere af parceller, der er eller vil blive udstykket fra matrikel nr 11 dm, Melby By og Sogn. Grundejerforeningen skal være berettiget til med et flertal på 2/3 af de afgivne stemmer på en generalforsamling repræsenterede medlemmer at træffe bestemmelse om, at også ejere af parceller udenfor foreningens område kan være medlemmer af foreningen, eller at grundejerforeningen kan sluttes sammen med en anden grundejerforening.
Stk 2 Halsnæs Kommune skal være berettiget til at pålægge grundejerforeningen pligt til at optage som ligeberettigede medlemmer ejere af parceller, udstykkede indenfor hele udstykningsområdet eller indenfor tilgrænsende områder, når kommunen skønner, at sådanne grundejere har naturligt interessefællesskab med medlemmer af den eksisterende grundejerforening. Sådanne medlemmer skal naturligvis pålægges de samme forpligtelser og har de samme rettigheder, som den eksisterende grundejerforenings øvrige medlemmer.
§4. Når et medlem overdrager sin parcel eller på anden måde ophører ejerskabet, er vedkommende fra overtagelsesdagen ophørt at være medlem af foreningen og kan intet krav rette mod dennes formue.
Den ny ejer indtræder i den tidligere ejers rettigheder og forpligtelser overfor foreningen, idet den tidligere ejer dog vedbliver at hæfte for eventuelle restancer overfor foreningen, indtil den ny ejer har berigtiget restancerne og overtaget forpligtelserne.
Både den tidligere og den ny ejer er pligtige at anmelde ejerskiftet til foreningen ved dennes formand og i forbindelse hermed oplyse foreningen ny ejers navn, bopæl, kontaktinformation samt parcellens matr.nr. og vejnr.
§5. Foreningens medlemmer hæfter i forhold til tredjemand ikke solidarisk for foreningens forpligtelser, men i forholdet til foreningen hæfter medlemmerne pro rata, hvilket også skal gælde for tab, som foreningen har på enkelte medlemmer.
Der skal ikke betales indskud ved ejerskifte
Der betales et årligt kontingent pr parcel til foreningens administration og øvrige udgifter. Det årlige kontingent fastsættes af den årlige generalforsamling.
Indbetaling af kontingent sker efter den af grundejerforeningens bestyrelse angivne metode.
Er et medlem mere end en måned i restance til foreningen, kan det pågældende beløb inddrives ad retslig ve, efter at der forinden er givet medlemmet skriftlig påmindelse om inden 8 dage at berigtige restancen.
Alle omkostninger i forbindelse med inddrivelsen betales af vedkommende restant, der endvidere skal betale et administrationstillæg svarende til ¼ af årskontingentet.
Er restancen ikke indbetalt senest 8 dage før en generalforsamling, fortabes retten til at deltage i denne generalforsamling samt valgbarhed.
Generalforsamlingen
§6. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
§7. Ordinær Generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af juni måned i Asserbo/Liseleje. Den indkaldes med 14 dages varsel via e-mail – eller – i mangel heraf – via skriftlig meddelelse. Indkaldelsen stiles til hvert medlem ved brug af de i medlemsprotokollen anførte e-mailadresser og postadresser.
Det påhviler hvert enkelt medlem i egen adresse at holde foreningen underrettet om enhver adresseændring.
Dagsordenen skal meddeles hvert enkelt medlem ved indkaldelsen.
Forslag, der af medlemmerne ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest den 1. maj.
Sager, der ikke er optaget på dagsordenen, kan ikke sættes under afstemning.
På hver ordinære generalforsamling skal følgende punkter behandles:
• Valg af dirigent.
• Bestyrelsens beretning om det forløbne år.
• Aflæggelse af regnskab for det senest afsluttede kalenderår underskrevet af bestyrelsen og revisorerne.
• Rettidigt indkomne forslag.
• Fremlæggelse af budget og fastlæggelse af kontingent for det kommende kalenderår.
• Valg af bestyrelsesmedlemmer.
• Valg af 2 bestyrelsessuppleanter.
• Valg af 2 revisorer.
• Valg af 2 revisorsuppleanter.
• Eventuelt
Under eventuelt kan der ikke sættes forslag under afstemning.
§8. Generalforsamlingen vælger en dirigent, som ikke må være medlem af bestyrelsen, der foretager optælling af fremmødte stemmeberettigede. På generalforsamlingen afgør dirigenten alle tvivlsspørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde og stemmeafgivningen.
Hver parcel har 1 stemme. Afstemningen sker ved håndsoprækkelse, medmindre et medlem, generalforsamlingen eller dirigenten finder, at en skriftlig afstemning vil være mere hensigtsmæssig.
Stemmeafgivningen kan ske ved skriftlig fuldmagt til et andet medlem, eller et medlem af vedkommendes husstand. Intet medlem kan dog afgive stemme i henhold til mere end 1 fuldmagt.
Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpel majoritet, jvf dog §10 og §19.
Over det på generalforsamlingen passerede føres en protokol, der underskrives af dirigenten og formanden, hvorefter den har fuld beviskraft i enhver henseende. Referatet offentliggøres på foreningens hjemmeside or originalen opbevares med foreningens fysiske arkiver.
§9. Til vedtagelse på en generalforsamling af beslutninger, der går ud på anvendelse af fællesarealer, forandringer af foreningens vedtægter, ordensreglement, bevillinger af midler udover det til administrationen nødvendige, pålæg af yderligere indskud fra medlemmernes side og optagelse af lån, kræves at beslutningen vedtages af mindst 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer.
Såfremt beslutningen bliver vedtaget med mindst 2/3 af de repræsenterede ved generalforsamlingen, men disse ikke repræsenterer mindst 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer, skal bestyrelsen afholde en ekstraordinær generalforsamling inden 6 uger jvfr §12, hvor beslutningen afgøres ved simpelt flertal.
§10. Bestemmelsen om at medlemmerne ikke hæfter solidarisk overfor tredjemand, kan kun ændres ved enstemmighed hos alle medlemmer.
Når der på generalforsamlingen er truffet en gyldig bestemmelse om bevilling af midler udover det til administrationen nødvendige, pålæg af yderligere indskud fra medlemmernes side eller optagelse af lån, er bestyrelsen bemyndiget til at underskrive for foreningens medlemmer i ethvert forhold, der er nødvendigt til gennemførelse af generalforsamlingens beslutning.
§11. Ekstraordinær generalforsamling, der indkaldes på samme måde og med samme tidsfrist som den ordinære, afholdes så ofte som bestyrelsen finder det nødvendigt eller efter mindst ¼ af foreningens medlemmer – der ikke er i restance til foreningen – til bestyrelsen indgiver skriftlig motiveret begæring med angivelse af dagsordenen for den ekstraordinære generalforsamling. Når en sådan begæring er indgivet til bestyrelsen, skal generalforsamlingen afholdes inden 6 uger efter dennes modtagelse.
Hvis ikke mindst ¾ af de medlemmer, der har ønsket den ekstraordinære generalforsamling, er repræsenterede på generalforsamlingen, kan dagsordenen nægtes behandlet.
Bestyrelsen
§13. Bestyrelsen består af 5 medlemmer, der vælges på den ordinære generalforsamling for 2 år ad gangen, således at 2 medlemmer er på valg i lige år og 3 medlemmer i ulige år. Genvalg kan finde sted.
Den valgte bestyrelse konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær.
Suppleanter vælges for et år ad gangen. Genvalg kan finde sted.
Dersom antallet af bestyrelsesmedlemmer ved afgang i årets løb og efter at suppleanterne er tiltrådt bliver mindre end 3, er bestyrelsen berettiget til at supplere sig selv indtil førstkommende generalforsamling.
Et bestyrelsesmedlem, der uden lovlig grund udebliver fra 3 på hinanden følgende møder, må, hvis blot 1 medlem af bestyrelsen kræver det, udgå af bestyrelsen og suppleanten træder i vedkommendes sted.
Hvis bestyrelsen kollektivt ønsker at træde tilbage, vil der blive indkaldt til ekstraordinær generalforsamling. Her vil bestyrelsen træde tilbage og der vil være nyvalg til alle poster. Dette vil give mulighed for alle medlemmer af foreningen at meddele deres kandidatur til opstilling.
Da alle 5 bestyrelsesmedlemmer på denne måde vil være valgt i samme år, vil 3 af medlemmerne være på valg i det følgende ulig år og 2 i det følgende lige år iflg vedtægterne §13.
Indtil det er muligt at afholde en ekstraordinær generalforsamling vil den afgående bestyrelse som det eneste sørge for foreningens drift.
§14. Bestyrelsen har den daglige ledelse af foreningens virksomhed – herunder drift og vedligeholdelse af fællesanlæg – og varetager dens formål og interesser. Bestyrelsen er berettiget til at ansætte og bestemme aflønning m. v. til at forestå drift og vedligeholdelse af eventuelle fællesanlæg.
Der afholdes bestyrelsesmøde så ofte formanden eller 2 bestyrelsesmedlemmer finder det nødvendigt. Over det under møderne passerede føres protokol, der skal fremlægges og godkendes på det næstfølgende bestyrelsesmøde.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer giver møde.
Bestyrelsens beslutninger træffes ved stemmeflerhed. I tilfælde af stemme ulighed er formandens stemme udslagsgivende.
§15. Foreningen tegnes overfor tredjemand af et flertal i bestyrelsen eller er formand og kasserer i forening.
Revisorer og regnskab
§16. Generalforsamlingen vælger 2 revisorer og 2 revisorsuppleanter for et år ad gangen. Disse kan ikke være medlem af bestyrelsen. Genvalg kan finde sted.
Revisorerne gennemgår mindst en gang årligt foreningens regnskab, der føres af kassereren efter bestyrelsens nærmere bestemmelse, og forvisser sig om, at de i regnskabet opførte aktiver, er til stede, hvorefter de indgiver deres revisionsbemærkninger til bestyrelsen.
Revisorerne kan når som helst foretage kasseeftersyn og skal foretage et sådant uanmeldt mindst en gang årligt.
§17. Foreningens regnskabsår er 01.01.-31.12. Regnskabet skal indstilles til revisorerne inden den 1. maj og skal af disse være revideret såvel talmæssigt som kritisk så betids, at en ekstrakt med revisionspåtegning kan udsendes til medlemmerne samtidig med indkaldelsen til generalforsamling.
§18. Kassereren indsætter foreningens midler i et pengeinstitut i foreningens navn.
På kontoen kan kun hæves af kassereren, formanden eller næstformanden.
Den kontante kassebeholdning må ikke overstige 1500kr.
Bestyrelsen kan bestemme om kassereren skal være kautionsforsikret. Kautionens størrelse bestemmes af bestyrelsen. Udgifterne skal afholdes af foreningen.
Særlige bestemmelser
§19. Foreningens opløsning kan kun finde sted efter forslag fra bestyrelsen eller halvdelen af foreningens medlemmer og kan kun vedtages efter de om lovændringer gældende regler. Forslaget skal indeholde bestemmelser om anvendelse af foreningens formue. Foreningen kan dog ikke opløses uden samtykke fra Halsnæs Kommune.
§20. Forekommer der spørgsmål, hvorom disse vedtægter intet skriver, er bestyrelsen pligtig efter bedste evne og overbevisning at afgøre og løse disse, men skal dog fremlægge sagen til medlemmernes godkendelse ved førstkommende generalforsamling.
§21. Ingen vedtægtsbestemmelse må være i strid med tinglyste deklarationer eller nogen kommunal vedtægt.
Godkendelse m. v.
Ovenstående vedtægter er vedtaget på den stiftende generalforsamling den 26.august 1973 med ændringer vedtaget på ordinær generalforsamling den 8. juni 1975 og 15.juni 2003 og den 12.juni 2012 og ekstraordinær generalforsamling den 20.juli 2013 og den 14.juni 2026.