Bestyrelsens beretning
2024-25
Vi vil starte med at byde ny medlemmer hjertelig velkommen – vi håber, I vil nyde jeres sommerhus i Lisevang73 lige så meget, som alle vi, der allerede er her, gør. Vi er en forening med medlemmer i alle aldersgrupper og måder at bruge området på, hvilket bidrager til at her er rart at være.
Generalforsamlingen i 2024 forløb som vanligt i god ro og orden med en dejlig brunch serveret på Maku. Vi havde forsøgsvis fravalgt at bruge ”overheads” pga. dårlig kvalitet og uddelte i stedet regnskab og budget på papir, hvilket fungerede fint.
Bestyrelsen konstituerede sig som hidtil
Formand Charlotte Woodall
Næstformand og sekretær Kurt Elmegaard
Kasserer Morten Petersen
Medlemmer Aase Hill-Madsen og Hans Peter Jørgensen
Suppleanter er Birgitte Westrup Wittendorff og Winnie Burchardt Pedersen
Revisorer er Boje Møller og Erik Fehmerling
Revisorsuppleanter er Theodor Petersen og Poul Woodall
Ifølge vedtægterne kan formand, næstformand og kasserer hæve på foreningens konto.
Kurt træder derfor ind som næstformand for at give øget fleksibilitet.
Årets gang i bestyrelsen har som altid været præget af gode snakke og hyggelige møder. Vi er heldigvis ikke altid enige, men vi er vældig gode til at finde fælles løsninger og til at hjælpe hinanden.
Beskæring af grene i efteråret resulterede som tidligere i store mængder grene til afhentning. Vores aftale om, at en vognmand hjælper os med dette arbejde, er til glæde og gavn for alle. Priserne er steget, som på alt andet i Verden, så udgifterne er fra 2020-24 steget med 29% inkluderende vognmandens pris og især gebyret ved aflevering af grenaffald på genbrugspladsen.
Der har i år været udfordringer et par steder, så grenaffaldet enten slet ikke eller kun delvist blev fjernet. Dette skyldtes, at der ikke var beskåret i højden over rabatten, hvorfor lastbilens grab ikke kunne manøvreres ind over bunkerne med grene. Vores aftale er baseret på timeforbrug og inkluderer ikke, at vognmanden skal fjerne noget manuelt. Vi beder derfor om at man genlæser vejledningerne om rabatternes bredde og beskæring i højden.
Har man kun mindre bunker skal de samles eller evt. placeres sammen med naboens grene, således vil der være færre stop på ruten og dermed bruges der mindre tid.
Det er vigtigt at friholde kloakdæksler og el-skabe i rabatten for at beskytte dem mod skade.
Veje og rabatter er foreningens fælles eje og ansvar (ligesom private veje og fortove i almindelige boligområder). Vi fejer veje og rabatkanter to gange om året for at beskytte asfalten. Dette sker lige efter grenafhentning i november/december og omkring påske – altid afhængig af vejret. Fejemaskinen er høj og for at kunne nå ind på rabatten, kræves det som før beskrevet, at der er beskåret i højden.
Helt generelt vil vi bemærke, at her almindeligvis ser virkelig pænt og nydeligt ud – og vil blot minde om, at Ordensreglerne foreskriver, at rabatterne skal slås inden 15. maj hvert år og derefter med højst 1 måneds interval indtil udgangen af september måned. Ligeledes er enhver grundejer i øvrigt iflg. Ordensreglerne: pligtig til at renholde det på eller ud for vedkommende grundejers parcel beliggende grundareal, medmindre dette arbejde ved foreningens bestemmelse helt eller delvist overgår til kommunen, grundejerforeningen eller andre. Affald udenfor det nævnte interval for grenafhentning vil blive fjernet for grundejernes regning uden yderligere varsel. Reglerne er vedtaget i fællesskab og forpligter som sådan os alle. Vi har foreløbig ikke grebet til det store indgreb det er, at fjerne affald, men har henstillet at det gøres.
Der blev konstateret dobbelt vandbrud på Engholmsvej i januar, dette blev udbedret af Asserbo By Vandværk uden opgravning af vejen.
Vi har gentagne gange tippet kommunen/forsyningen om hullerne i Albrecht Jensensvej og de fortsatte lugtgener fra pumpebrønden ved ”bommen”, desværre uden resultat. Vi fortsætter ufortrødent med at gøre opmærksom på problemerne.
Påvirkningen af den voldsomme regn i efteråret blev i nogen grad afhjulpet af vores dræn under vejene. De fungerer fint og bliver inspiceret jævnligt og skyllet igennem ved behov. Drænene løber ud i Liselejegrøften og herfra videre til Lisevanggrøften og Brødemosegrøften. Så selvom vi ikke kan inspicere Liselejegrøften, der er rørført, kan vi alligevel se om den fungerer ved at se på afløbet fra drænrørene.
Kommunen har udført besigtigelse af Lisevanggrøften for at sikre, at den er i stand til at klare store regnmængder.
Liselejegrøftens løb igennem vores forening går fra bagsiden af Rosenbergvej og under skellet, hvor parcellerne på Nansensvej møder Thorvaldsensvej og derfra under Engholmsvej til Gittesvej. Så vidt vi er orienteret, er grundejere op til den rørlagte grøft, blevet kontaktet af Kommunen i forbindelse med rørenes tilstand og vedligeholdelse heraf. Dette er de individuelles grundejeres ansvar.
Asfalten på Thorvaldsensvej var genetableret efter gravearbejde for et par år siden, men ikke på en måde, vi kunne acceptere. Forsyningen har repareret asfalten tilfredsstillende.
Kontaktinformation til vores hjertestarter på Engholmsvej 10 er opdateret med foreningens ny mailadresse info@lv73.dk. Vi takker igen for at Familien Odgaard giver plads til hjertestarteren på deres carport. Hjertestarteren har gennemgået serviceeftersyn i foråret.
Oplæring i selv at kunne administrere vores hjemmeside sker løbende med hjælp fra Jacob Skov/ITSupporten. Vi gør opmærksom på, at www.lv73.dk er foreningens eneste officielle hjemmeside. Ved salg af ejendom beder vi om, at I henviser ejendomsmægler hertil. Vi ser os nødsaget til igen at gøre opmærksom på at den private hjemmeside Lisevang73.dk på ingen måde er relateret til foreningen og ikke kan ses som udtryk for vores holdninger eller handlinger.
Foreningens regnskaber er sunde. Vi har flere udgifter end tidligere men disse har vi indtil videre kunnet rumme indenfor det mulige. Vejfonden består, indtil kommunen forhåbentlig snart beslutter at renovere Albrecht Jensensvej. Bestyrelsen vil indstille til generalforsamlingen at det årlige kontingent for 2026 bliver fastsat til 700 kr.
Vi ønsker alle en dejlig sommer.
Bestyrelsen/Lisevang73/www.lv73.dk